NAGARAS # 1 – 8 (= tromme eller ‘keddeltromme’) er titlen på otte fotografiske værker skabt på en ekspedition til Omans ørken i december 2008.
Serien er et portræt af et sjældent lydligt naturfænomen, som kun forekommer enkelte steder i verden: ”Det Syngende Sand”. Disse specielle sandlyde er blevet observeret gennem århundreder – eksempelvis af Marco Polo. “Nagaras” er det ord, som i tidlige beretninger og historier blev brugt til at beskrive fænomenet:

“Mellem disse sletter er en lille bakke med en linje af sandet jord, der strækker sig fra bakkens top til dens bund. De kalder det ‘Khawajeh-reg-rewan’. De siger, at i sommerårstiden opstår lyden af trommer eller ‘nagaras’ ud af dette sand” (Baburs erindringer, 1590)

“... Og således nåede jeg endelig til den anden ende af dalen, og der gik jeg ned af en bakke af sand og kiggede mig omkring. Intet kunne jeg skelne, men stadig hørte jeg lyden af disse ’nagaras’ spille så vidunderligt.” (Friar Odoric, 16. århundrede)

Fotografierne ønsker at fange visuelle øjebliksfragmenter af sandkorn, som i fælles bevægelse skaber disse mytiske lyde. De umiddelbart kaotiske mønstre, som skabes i ørkenklitterne under sandets lyd-emissioner, kan forstås som en visualisering af lyd under skabelse – gennem materiale i bevægelse.

PHONURGIA METALLIS (lydproduktion gennem metal)

Værket består af tre metalplader: Én jern-, én kobber- og én messingplade. Størrelsen af hver plade er 100 x 100 x 0,10 cm. Pladerne er ophængt mellem gulv og loft med gennemsigtige tråde i fem centimeters afstand til væggen. At metalpladerne er så tynde, gør at de fungerer som sensorer i forhold til deres omgivelser, idet de subtilt sættes i vibration af lyde og bevægelser i rummet. På bagsiden af hver af plade sidder en kontaktmikrofon og en kontakthøjtaler. Kontaktmikrofonen opfanger vibrationerne i metalpladen, forstærker dem og sender dem samtidig tilbage ind i pladen via kontakthøjtaleren. Gennem denne konstante forstærkning og resonans-feedback af pladernes subtile vibrationer bliver de individuelle resonansfrekvenser for jern-, kobber- og messingpladerne ‘spejlet’ og udfoldet i materialet selv.

Værkerne i udstillingen Motion... Matters er inspireret af to centrale figurer i studiet af lydens historie – Athanasius Kircher og Ernst Chladni – og deres eksperimentelle tilgang til at udforske og visuelt manifestere frembringelsen af lyd gennem materiale i bevægelse.

I bogen Phonurgia Nova (= nye måder for lydproduktion), analyserer og illustrerer Jesuitter-lægen og videnskabsmanden Athanasius Kircher (1602 - 1680) bl.a. hvordan forskellige ‘humører’ eller temperamenter påvirkes af musiske vibrationer: Hvert materiale og hver person ‘bevæges’ forskelligt af den samme musik, afhængigt af deres fysiske resonanskarakteristika. Kircher “beviste” dette ved et eksperiment med fem glas på stilk med væsker af forskellig konsistens. Disse væsker repræsenterede således fem forskellige ’humører’. Når en fugtig finger blev gnedet lang glassenes kant og frembragte glassets tone, bevægede væsken sig som følge af sit individuelle ‘humør’ (sin konsistens).

PHONURGIA METALLIS (= lydproduktion gennem metal) griber fat i Kirchers eksperiment. Tre ultratynde metalplader sættes i vibration gennem deres egen resonansaktivitet: Med kontaktmikrofon og kontakthøjtaler på bagsiden af hver plade, forstærkes og afspilles deres resonans samtidig. Denne spejling får pladerne selv til at resonere. De tre plader er præcis lige store, men er lavet af forskellige metaller, hhv. kobber, messing og jern. Alle tre plader ‘spejler’ de samme lyde fra deres omgivelser, men resonerer på forskellig vis – da hvert metal har sit eget ’humør’.

Kircher satte forskellige væsker i vibration ved hjælp af glassenes toner, for på denne måde at visualisere, hvordan musik ‘bevæger’ materie og dermed også ’humøret’.
På tilsvarende vis demonstrerer PHONURGIA METALLIS værkerne igennem lyd, hvordan de tre metaller under samme påvirkning resonerer forskelligt.

Vibrerende metalplader blev også benyttet af Ernst Chladni, (1756-1827), en tysk fysiker, som ofte omtales som ”akustikkens fader”. Chladni observerede, at når en metalplade strøet med sand blev sat i vibration, ved af stryge en violinbue langs dens kant, formede sandet sig i mønstre på pladen, i forhold til vibrationerne. På denne måde beviste Chladni hvordan lyd kan påvirke fysisk materiale, på en målbar og videnskabeligt påviselig måde. Han skabte desuden en visualisering af lyd.

Fotoserien NAGARAS (= tromme) er et portræt af det sjældne og flygtige lydlige naturfænomen, betegnet ”Det Syngende Sand”. Fotografierne kan på flere måder forstås som en kunstnerisk reference til Chladnis plader, som et forsøg på at visualisere lydens bevægelse ved hjælp af sand. Men I modsætning til Chladnis symmetriske, dokumenterende og forudsigelige sandmønstre, er Kirkegaards øjebliksbilleder af de umiddelbart kaotiske mønstre, som skabes i ørkenklitterne under sandets lyd-emissioner, et forsøg på visualisering af lyd under skabelse – gennem materiale i bevægelse.

Jacob Kirkegaard, Berlin, December 2008